Denis Lewinsky
SAMBAPIGENS SIDSTE DANS

Forfatterens baggrund

Jeg har altid været iværksætter. Det har egentligt ikke været et bevidst valg. Sådan er det bare blevet. Måske hænger det sammen med min lettere utålmodige attitude, mit drive, mit behov for action og for at ændre verden. Men også for at prøve ideer af og sætte ting i værk, der ikke er set før.

Jeg etablerede Danmarks første online-børsmægler, kaldet DBS-online. Jeg omdannede børsmæglerselskabet til ETRADE Bank og var med til at etablere Giritech, som laver sikkerhedssoftware. Sidenhen stiftede jeg Addealing - en reklamebørs til handel med bannerannoncer. Desuden har jeg arbejdet som konsulent for flere banker, herunder Danske Bank og Saxo Bank og udarbejdet forskellige IT-systemer til online handel med finansielle produkter. Endeligt har jeg i en periode hjulpet den svenske virksomhed Singbox med at udvikle og implementere deres online karaoke koncept.

Med udgivelsen af min bog og den endelige stiftelse af Dansk Tandforsikring A/S er det som om, at ringen endeligt er blevet sluttet. Det var etableringen af Dansk Tandforsikring for femten år siden, der var startskuddet til denne bog. Jeg havde aldrig drømt om, at begge dele skulle lykkes. Og oveni købet samtidigt.