Bogen
”Sambapigens sidste dans” er min første kriminalroman. Jeg begyndte på bogen for snart femten år siden og nu er den endelig klar. En fantastisk fornemmelse at se den virkeliggjort og færdig. Historien har været den samme i alle årene, men vinklen og personerne har ændret sig, og der er hen ad vejen blevet ”lagt flere lag på”. I lange perioder lå den bare hengemt i reolen og skreg på at blive skrevet færdig. Fra tid til anden tog jeg den frem og arbejdede med den, men den endte altid tilbage i reolen.
Jeg har flere gange undervejs ment, at bogen var klar til udgivelse og har fremsendt den til gennemlæsning hos forskellige forlag. Hver gang fik jeg den tilbage i hovedet. De store forlag er åbentbart alle enige om, at de ikke behøver at ulejlige sig med at give forfattere eller forfatterspirer en reel forklaring på en afvisning. Til en middag hos min kusine for et års tid siden, mødte jeg Søren - min forelægger. Han læste bogen igennem og mente, at jeg havde en god historie. Han mente dog, at der stadigvæk lå en del arbejde foran mig, før bogen var i hus. Derfor mødtes vi regelmæssigt. Jeg har således gennem det sidste års tid fået skrevet mig gennem historien igen. Fået lukket nogle huller, beskrevet mine karakterer dybere og mere præcist. Jeg har også i processen fundet ud af, at man kan blive ved og ved med at ændre og forfine tingene. På et tidspunkt er man dog nødt til at slå en streg i sandet og flytte sig til næste niveau.
Jeg er selv ganske godt tilfreds med historien, plottet og mine karakterer. Jeg håber, at du som læser også finder bogen spændende, lærerig og interessant.


